Steel House Copenhagen

​Bygherre:

Arp-Hansen Hotel Group A/S​

Totalentreprenør:

ARPE & KJELDSHOLM A/S

​​

​Beskrivelse

Arp-Hansen Hotel Group A/S erhvervede i 2015 Dansk Metals tidligere hovedsæde i Nyropsgade 38 med henblik på at indrette det tidligere kontorhus til et luksus hostel med navnet Steel House Copenhagen.

Ejendommen, som ligger tæt på Vesterport Station og søerne i København, omfatter ca. 8.400 m2, som i et tæt samarbejde mellem bygherre, rådgivere og totalentreprenør skal omdannes mest effektivt med i alt 253 værelser og 1.150 sengepladser fordelt på seks etager. Steel House Copenhagen får i alt tre værelsestyper med plads til hhv. Seks, fire og to personer.

Arp-Hansen Hotel Group overtog ejendommen 1. marts 2016, og de indledende arbejder med nedrivning og miljøsanering startede i april 2016. Steel House Copenhagen forventes at være klar til brug i sommeren 2017.​

Som navnet antyder, indrettes det nye hostel i rå New Yorker-style med synlige betonoverflader og installationer på etagerne samt sorte lofter, og møblementet er specialdesignet. Projektet er udviklet i samarbejde mellem bygherren, arkitektfirmaet Arkidé, Interiør Gruppen og det engelske indretningsfirma Duncalf Ltd.


Stueetagen og den øverste af ejendommens to kældre indrettes med fællesfaciliteter som scene- og publikumsområde, fælleskøkken, arbejdsområde, morgenmadsrestaurant, fitnessfaciliteter, pool, biograf, vaskeri og tv-stue. Den nedre kælder skal primært benyttes til teknik, ventilation, depot og diverse installationer. De øvrige etager, fra 1. til 6. sal, indrettes med værelser.

Ud mod Herholdtsgade får Steel House Copenhagen desuden en række faciliteter, der også kan benyttes af andre end hostel-gæsterne, som f.eks. bar, cafe og pejsestue.

Læs mere om Steel House Copenhagen på Arp-Hansen Groups hjemmeside - link

Se Steel House Copenhagens hjemmeside for mere info - link


PROJEKTETS FORLØB

Juli  2017

Tirsdag, den 4. juli havde vi i ARPE & KJELDSHOLM A/S fornøjelsen af at være med til at sørge for, at Arp-Hansen Hotel Group kunne slå dørene op for deres første gæster til deres helt nye koncept med luksus-hostel i Nyrupsgade 38.

ARPE & KJELDSHOLM A/S har stået for den gennemgribende transformation af ejendommen.

Byens nye luksus hostel netop åbnet

"Rammerne er "industrial chik" med rum, der har rødder i rå elementer, bløde teksturer og rustikt interiør. Læn dig tilbage i favnende og uforlignelige omgivelser på det nye luksus city hostel og mærk den urbane aura, der binder det hele sammen i et hjem, der kan være dit, når du besøger København.

Book en seng eller et privat værelse på Steel House Copenhagen og nyd det New Yorker-inspirerede hostel med central placering i København. Skriver hotel gruppen Arp-Hansen, der står bag." på deres site.

www.steelhousecopenhagen.com

Marts 2017

Opstilling af badekabiner er færdiggjort, mens opsætning af gipsvægge og etablering af installationer (el, VVS og ventilation) pågår. Indtil videre er undergulve og installationer t.o.m. fjerde etage etableret.

I løbet af marts 2017 begynder indretning af værelser med opstilling af inventar mm. Møblering forventes afsluttes ved udgangen af maj.

Den største udfordring har gennem hele projektet været at skabe plads til de mange værelser med de fornødne installationer inden for de rammer, der er givet i bygningen.

ARPE & KJELDSHOLM A/S har omkring 70 håndværkere på projektet, som omfangsmæssigt er i den større ende.

​​

September 2016

Levering og opstilling af badekabiner er i fuld gang, og per medio september er halvdelen nu opstillet

Kabiner til en fuld etage – i alt 43 stk. – bliver leveret hver anden fredag på otte lastvognstræk.

De hejses direkte fra lastbil ind på etagen og rullet på plads ved hjælp af gaffeltruck og ruller.​

I tagetagen er et tidligere stort møde- og forsamlingslokale ved at ændre form til værelser. En ny stor karnap ud mod Herholdtsgade er den eneste udvendige ændring af bygningen, og med den skabes der plads til i alt seks værelser.

​Både på en prøveopstilling på byggepladsen og i et prøverum ude i byen arbejdes der med at finde de endelige løsninger på design og placering af alle installationer. Der er ikke meget plads at give af, så det er nødvendigt at sikre alt en plads i skakte og på lofter.

​Det er besluttet, at ejendommens eksisterende trapper ikke anvendes, og de bliver derfor brudt ned. Naboer og øvrige entreprenører på pladsen glæder sig til, når denne fase er endeligt overstået. Der skal lidt tungere grej til at fjerne betontrapper støbt på stedet, og de er ikke forsynet med en gummihammer!

​​

August 2016

Arp-Hansen Hotel Group A/S har udsendt følgende pressemeddelelse vedrørende det nye Hostel i Nyropsgade - Steel House

​​

Juli 2016

Nedrivningen og miljøsaneringen er afsluttet på etage 01-06 og pågår i stueetagen og begge kældre.

På etage 01-06 er hulboringsentreprisen i fuld gang med at få boret de over 1300 huller, der skal til.

Konstruktionsstål ved trapperne er under udførelse. Eksisterende trapper rives herefter ned for at give plads til montage af nye ståltrapper.

Medio august 2016 opstarter montagen af badekabiner, der monteres etagevis.

ARPE & KJELDSHOLM A/S  |  Humletorvet 27, 4. 1799 København V  |  Tlf.: 33 38 10 90  |  E-mail: info@arpekjeldsholm.dk  |  CVR: 27 19 33 90​